PPR Brøndby udvider med flere specialpædagogiske vejledere til praksisnære forløb på skoleområdet

PPR Brøndby udvider med flere specialpædagogiske vejledere til praksisnære forløb på skoleområdet

Vi er en af 10 kommuner som er blevet begunstiget med ekstra midler til flere hænder i PPR, -foreløbigt frem til 2028. Vi søger derfor nu flere specialpædagogiske vejledere. Vi kommer til at udbyde flere nye indsatser under overskrifterne ”tværfaglig supervision og kompetenceudvikling af personale i dagtilbud og skoler” og flere ”tidlige og forebyggende praksisnære indsatser på skoleområdet”. Hvis du er en habil co-teacher, Ugeskemarevolutionær, en haj til UDL eller en ørn til vejledning, klasserumsledelse, specialpædagogik mv. så er du måske lige den vi mangler på holdet. 

I PPR Brøndby er vi optaget af at bidrage til at skabe afgørende positive forandringer for børn og unge i deres udviklingsmiljøer og fællesskaber. Hvis du er på udkig efter et godt job som specialpædagogisk vejleder i PPR, med fagligt spændende opgaver, en rigtig god kollegagruppe, og hvor kulturen er præget af nysgerrighed, faglige drøftelser, engagement og højt til loftet, -så vil vi elske at byde dig velkommen fra d. 1. marts 2025 J

Lidt om hvad du træder ind i

Det er vigtigt for os at være relevante samarbejdspartnere for såvel børn, unge og deres familier som for fagprofessionelle på området. Vi har derfor fokus på at gøre en reel forskel tæt på hverdagen og i praksis. Det gør vi med afsæt i høj faglighed, gode samarbejdsvaner, kreative løsninger samt blik og omsorg for den situation og kompleksitet, som både børn, unge, familier og eksterne kolleger står i.

Vi lægger vægt på at tilrettelægge et godt introforløb, så man bliver klædt på til at træde ud i opgaverne, derfor får du også tilknyttet en mentor. For at understøtte et højt fagligt niveau har vi blandt andet regelmæssig ekstern supervision for alle specialpædagogiske vejledere og psykologer, ligesom der jævnligt tilbydes relevant kompetenceudvikling i form af kurser og temadage.

Hvad ligger der i jobbet?

Du kommer til at indgå i såvel tværfaglige som selvstændige opgaver. I disse opgaver vil der indgå sparring og rådgivning til lærere, pædagoger og ledere; inddragelse af forældre; observationer og hvad du fagligt vurderer vil kunne understøtte elevernes udvikling, læring og trivsel. Der arbejdes i vid udstrækning med at understøtte de voksne omkring børnene, mhp. at skabe gode deltagelsesmuligheder for alle børn.

 Centralt i den specialpædagogiske vejlederstilling er, at man arbejder tæt på praksis med konkrete initiativer mhp. at styrke både det forebyggende og foregribende arbejde med inklusion. Dette gør du med afsæt i faglig viden og metoder samt erfaring fra området og med et stærkt blik for at være motiverende, praksisnær og understøttende i de udviklingsprocesser, som du er med til at igangsætte.

Afsættet for samarbejdet med skole/SFO vil nogle gange være enkeltbørn, og nogle gange være klasser/ grupper af børn og ift. det pædagogiske og strukturelle setup og kontekst, der omgiver eleverne. De specialpædagogiske tilgange og metoder skal styrke inklusionen og bidrage til at flere børn trives og lykkes i almene fælleskaber, og du vil formentlig også komme til at indgå i samarbejdet om udviklingen og implementeringen af mellemformer.

Vi er optaget af at udvide repertoiret af praksisnære temaforløb og indsatser som kan udbydes til samarbejdspartnere. Der har fx været afholdt temadag om low arousal på en af skolerne, vejledning i co-teaching på en anden skole, planlagt forløb om legepladspædagogik for skoler og dagtilbud.

Din profil

Vi håber at se din ansøgning, hvis du kan genkende dig selv i profilen:

  • Er uddannet lærer eller pædagog med supplerende relevant efteruddannelse eller akademisk overbygning
  • Har velunderbygget faglig viden og erfaringer med at bringe såvel almenpædagogiske som specialpædagogiske redskaber i spil i praksis (primært på almenområdet)
  • Har gode erfaringer med at rådgive, supervisere og undervise fagprofessionelle
  • Arbejder og samarbejder både fleksibelt og målrettet med afsæt i såvel dét at være PPR medarbejder og dét at være specialpædagogisk vejleder
  • Har god relationskompetence og er en god teamplayer
  • Har gode erfaringer med mødeledelse og blik for positioneringer i kommunikationen
  • At du i en ånd af dialog er indstillet på at lade dig udfordre både i din praksis og dine tanker/ideer – ligesom du er generøs med din viden og positivt bidragende til den fælles opgave med at skabe høj faglighed, godt kollegaskab og god trivsel
  • Kreativt og konstruktivt vil indgå i såvel udvikling af teamet (fx ift. arbejdsgange og internt/eksternt samarbejde) som udvikling af ydelserne på området

 Kort om PPR Brøndby 

PPR’s arbejde har afsæt i en systemisk, kontekstuel og relationel forståelse af børn og unges adfærd, trivsel, oplevelser og muligheder for udvikling og deltagelse. PPR er en enhed under Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen i Brøndby kommune. PPR understøtter Brøndby Kommunes Strategi 2030 og Sammenhængende Børne- og Ungepolitik, herunder det fælles børnesyn som lyder:

Børn og unge gør det bedste, de kan, med de kompetencer, de har. Det er de voksnes ansvar at inddrage børn og unge i positive fællesskaber og læringsmiljøer med lige adgang til at udfolde og udvikle sig og trives”.

PPR Brøndby udgøres af 5 sansemotoriske terapeuter, pt. 4 specialpædagogiske vejledere, 11 logopæder, 14 psykologer, administrativ medarbejder, teamkoordinator, teamleder og leder. 

Du kan læse mere om PPR på https://www.brondby.dk/Borger/Familie-og-boern/Skole/Saerlig-stoette/PaedagogiskPsykologiskRaadgivning.aspx

Løn- og ansættelsesvilkår:

Tiltrædelse: 1. marts 2025, eller før hvis muligt.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Stillingerne er på 37 timer ugentligt (mulighed for deltid ned til 32 timer). 

Ansættelsen løber til udgangen af 2027, med mulighed for forlængelse (meget kan ske på 3 år).

Yderligere information:

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret leder Marie Malver på tlf. 30 35 10 34. 

Arbejdsstedet er Horsedammen 42C, 2605 Brøndby. I forbindelse med ansættelse vil der blive indhentet børne- og straffeattest.

Rekrutteringsprocessen: 

Ansøgningsfrist: d. 6. januar 2025

Vi udvælger og inviterer kandidater til samtaler d. 7. og 8. januar

Første samtaler: 9. januar

Anden samtaler: 14. januar

 

Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation. 

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.

Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid. 

Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 40.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Marie Friis Malver Konstitueret leder PPR +4543282379
Jobområde: Specialområdet - Børn og Unge
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
CVR 65113015

Tilgængelighedserklæring
Telefon
(+45) 43 28 28 28
Mail
brondby@brondby.dk