Dagtilbudsleder til Børnehuset Hyldebakkegård i Brøndby Kommune

Vi leder efter en leder, som kan lede med tillid, medinddragelse og tydelighed, og som kan være med til at sætte retning for videreudviklingen af god kvalitet i vores dejlige børnehus.

I Børnehuset Hyldebakkegård er vi 16 engagerede pædagogiske medarbejdere som i følgeskab med dig ønsker at virkeliggøre vores idéer og visioner for det gode børneliv.

Om Børnehuset Hyldebakkegård

I Børnehuset Hyldebakkegård bliver du leder af en integreret daginstitution, normeret til 24 vuggestuepladser og 43 børnehavepladser.

Vuggestuen arbejder som ét samlet team, men er opdelt i tre børnegrupper i de faste rutiner for at skabe tryghed, genkendelighed og kontinuitet for børnene. Børnehaven består af to teams, der samarbejder tæt om børnenes trivsel, udvikling og læring. Her indgår også en førskolegruppe, som mødes to gange om ugen til førskoleleg. 

Generelt forsøger vi at organisere børnene i relevante grupper for at møde dem, hvor de er i deres udvikling. Grupperne kan være aldersrelaterede eller relationelle eller tage udgangspunkt i måltiderne, børnenes sproglige kompetencer eller særlige aktiviteter. 

Leg, børnefællesskaber samt natur og udeliv

Vi har gennem den seneste tid været optaget af tre pædagogiske fokusområder vedrørende leg, børnefællesskaber samt natur og udeliv. 
Vi ønsker at skabe gode rammer for børnenes leg, hvor de kan være nysgerrige, kreative og udforskende, og hvor de danner gode relationer og fællesskaber. Endelig har vi i Hyldebakkegård mange legearealer og hurtig adgang til Brøndbyskoven og er optaget af at videreudvikle vores pædagogiske arbejde med natur, udeliv og bevægelse. Lige nu arbejder vi tæt sammen med Naturskolen om at opnå det Grønne Spire-flag til foråret i 2026. 

I forlængelse af de tre pædagogiske temaer arbejder vi også på at indrette trygge, inspirerende og fleksible læringsrum, som i højere grad understøtter børnenes lege og fællesskaber. 

Vi håber at finde en ny leder til Hyldebakkegård, som har gode ideer til videreudviklingen, og som kan være med til at sætte retningen. 

Forældresamarbejde

Vi vægter et godt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene højt og ser det som en central del af arbejdet med børnene. I vores børnehus er der stort engagement og opbakning fra forældrene – både i bestyrelsesarbejdet og til forældrearrangementer. Som leder skal du kunne rammesætte det gode samarbejde mellem forældre og medarbejdere og balancere forældresamarbejde, personaleledelse og pædagogisk udvikling.

Om stillingen

Som dagtilbudsleder varetager du den daglige ledelse af Børnehuset Hyldebakkegård og refererer direkte til forvaltningens dagtilbudschef, idet Brøndby Kommune ikke har område-/klyngeledelse. 

Du bliver en del af Brøndby Kommunes fælles dagtilbudsområde – herunder en engageret dagtilbudsledergruppe og et lederteam med fem lederkolleger, hvor I drøfter udvikling og implementering af forskellige tiltag såsom udviklingsprojekter og uddannelse samt giver faglig ledelsessparring til hinanden.

I din hverdag skal du sikre en fortsat udvikling af kvaliteten i Børnehuset Hyldebakkegård. Vi forventer, at du kan lede ind i den pædagogiske praksis, planlægge og facilitere udviklingsprocesser samt sætte retning og skabe følgeskab til udviklingen af Hyldebakkegård.

Vi ved, at ingen kan alt, men hvis du kan genkende nedenstående, er vi godt på vej sammen

Vores ønsker til dig, er at du: 

  • Har en pædagogisk uddannelse og lederuddannelse. 
  • Har en stærk pædagogfaglighed og kan tage faglig ledelse i den pædagogiske praksis. 
  • Mestrer balancen mellem at være nysgerrig og involverende, sætte retning, træffe beslutninger, men også give plads til nye ideer.
  • Har gode relationelle kompetencer og kan skabe resultater og følgeskab i samarbejde med personale og forældre. Herunder skal du være god til at håndtere konflikter, så forskellige dilemmaer mellem personale, forældre og den daglige drift håndteres.
  • Skaber struktur og kan være med til at skabe bedre sammenhæng og arbejdsfællesskab imellem vuggestue og børnehave.
  • Forstår og trives med at arbejde i en politisk styret organisation og er dygtig til at implementere og oversætte politiske beslutninger.
  • Samarbejder med og involverer forældrene på rette tid og sted og ser dem som en ressource og vigtig samarbejdspartner.
  • Mestrer at inddrage relevante tværfaglige samarbejdspartnere i opgaveløsningen. 

Vi tilbyder en spændende stilling, hvor du får: 

  • En lederstilling med stort ledelsesrum og indflydelse på udviklingen af og retningen for børnehuset.
  • Mulighed for at være en del af en kommune, hvor der er kort afstand mellem børnehus og forvaltning, og hvor børneområdet prioriteres højt.
  • Et stærkt fagligt fællesskab i ledergruppen, hvor vi hjælper og støtter på om hinanden, fordi ”ledelse er noget, vi gør sammen”. 
  • Gode muligheder for efter- og videreuddannelse og en leder, som har fokus på din faglige udvikling og trivsel.

Om Brøndby Kommune
Brøndby Kommune er ambitiøse, også når det gælder børneområdet, og er kendt for at understøtte rammer for dagtilbud af høj kvalitet – blandt andet via en høj pædagogandel. 

Vores arbejde tager udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan samt vores fælles børnesyn: 

Børn og unge gør det bedste, de kan, med de kompetencer, de har. Det er de voksnes ansvar at inddrage børn og unge i positive fællesskaber og læringsmiljøer med lige adgang til at udfolde og udvikle sig og trives”.

Derudover arbejder vi med tidlig opsporing og anvender det digitale redskab Hjernen og Hjertet (Tværs, Sprogtrappen og Samspilsprofilen), som ligeledes bruges i den faglige og strategiske ledelse.

Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 40.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.

Læs mere om Brøndby Kommune på vores hjemmeside

Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer. Vi ser gerne, at du kan tiltræde stillingen 1. februar eller hurtigst muligt derefter. Kommunens dagtilbud er organisatorisk placeret i Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen. Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. I Brøndby Kommune er der indført røgfri arbejdstid.

Vi forventer, at interesserede ansøgere ringer for en uforpligtigende snak med dagtilbudschef Marie Kirstine Hvolris på telefonnummer 2477 9746.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at besøge Børnehuset Hyldebakkegård, før du søger stillingen. I den forbindelse kan du kontakte pædagogisk konsulent, Rikke Sværke Madsen på mail risma@brondby.dk, for at aftale et tidspunkt. 

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist den 3. december kl. 21.00. 

Ansættelsesudvalget udvælger kandidater til første samtale den 5. december, og du vil høre fra os umiddelbart herefter, hvis vi ønsker at invitere dig til en samtale. 

Der afholdes to samtalerunder. 1. samtale afholdes om formiddagen den 11. december, og 2. samtalerunde afholdes om formiddagen den 17. december, hvor vi stiller ansøgerne en case. 

Samtalerne afholdes i Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen på Brøndby Rådhus.

Vi ser frem til at læse din ansøgning. 

Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation. 

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.

Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid. 

Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 40.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Jobområde: Lederjob
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
CVR 65113015

Tilgængelighedserklæring
Telefon
(+45) 43 28 28 28
Mail
brondby@brondby.dk