Vil du være drivkraften bag en sammenhængende indsats, der gør en forskel for unge i Brøndby Kommune?

Brøndby Kommune søger en strategisk stærk leder til den Kommunale Ungeindsats & Uddannelsesvejledningen, der er drevet af ambitionen om at få flere unge til at lykkes.

I Brøndby Kommune har vi et klart mål: Flere børn og unge skal lykkes i de fællesskaber, de indgår i – også i forhold til uddannelse og job. Derfor har vi forpligtet os selv og hinanden på at skabe de bedste rammer for, at flere unge i Brøndby kommer godt ind i voksenlivet.

Som leder af KUI & Uddannelsesvejledningen får du en central rolle i dette arbejde. Du bliver en del af et fagligt stærkt og engageret hold og skal være med til at udvikle, koordinere og styrke ungeindsatsen i Brøndby.

Den Kommunale Ungeindsats i Brøndby

I Brøndby er den Kommunale Ungeindsats organiseret som et tværgående og netværksbaseret samarbejde på tværs af Social- og Sundhedsforvaltningen og Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen. Netværksorganiseringen betyder, at ungeindsatsen ikke er forankret ét sted, men udøves i tæt og forpligtende samarbejde mellem ledere og medarbejdere fra forskellige fagområder. Som leder af KUI og Uddannelsesvejledningen får du et særligt ansvar for, at sikre at det gode samarbejde på tværs af kommunens fagområder udvikles.

Derudover bliver du en central figur i arbejdet med at sikre, at ungeindsatsen er sammenhængende, koordineret og meningsfuld for de unge. Du får ansvaret for at sætte retning og drive sekretariatets arbejde, herunder sikre, at der arbejdes målrettet og systematisk på tværs af fagområder og forvaltninger – med fokus på de unges behov og livssituation.

Du får desuden personaleansvar for et team bestående af en konsulent, to ungeguider (KUI-kontaktpersoner) og syv erfarne uddannelsesvejledere. Teamet blev etableret 1. april 2025 som led i en styrkelse af ungeindsatsen i Brøndby. Da det er en ny konstellation med forskellige fagligheder – og samtidig et team, der arbejder på flere forskellige lokationer – bliver en vigtig del af din ledelsesopgave at skabe et velfungerende fællesskab, hvor samarbejdet og den fælles retning er tydelig og meningsfuld. 

Samtidig bliver du en vigtig samarbejdspartner for kommunens chefer og ledere på ungeområdet samt for eksterne aktører som FGU-institutioner, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og statslige aktører. 

Dine primære opgaver

  • Varetage den overordnede ledelse af KUI & uddannelsesvejledningen og sikre daglig drift og opgaveudførelse
  • Have personaleansvar samt ansvar for økonomi og ressourcestyring i sekretariatet
  • Sikre løbende kompetenceudvikling og faglig opfølgning, herunder indgå i sparring om både overordnede indsatser og konkrete sager 
  • Støtte organisatorisk udvikling og sikre, at det nye team samles omkring en fælles kultur, faglighed og opgaveløsning
  • Sikre, at Brøndby Kommunes ungeindsats lever op til lovgivning og bekendtgørelser, herunder bekendtgørelse om kommunal indsats for unge under 25 år og vejledningsbekendtgørelsen
  • Drive og understøtte udvikling og implementering af projekter og politiske målsætninger – med fokus på at omsætte dem til praksis tæt på de unge
  • Stå i spidsen for en datadrevet tilgang til ungeindsatsen – både i forhold til opfølgning, udvikling og dokumentation
  • Understøtte og videreudvikle den netværksbaserede organisering og samarbejdet på tværs af fagområder og forvaltninger
  • Bidrage til politisk betjening, herunder udarbejdelse af beslutningsoplæg, sagsfremstillinger og opfølgning på politiske prioriteringer
  • Følge nationale reformer og tiltag på ungeområdet og sikre, at Brøndby Kommunes ungeindsats tilpasses og videreudvikles i takt med ændringerne

Vi søger en leder, der

  • Har stærke strategiske og analytiske evner og kan omsætte visioner og mål til konkret praksis
  • Har indsigt i ungeområdet og erfaring med at arbejde i krydsfeltet mellem uddannelse, beskæftigelse og social indsats
  • Har erfaring med personaleledelse og kan sætte retning i en ny og tværfaglig medarbejdergruppe
  • Formår at facilitere samarbejde og skabe ejerskab på tværs af faggrupper og afdelinger
  • Har erfaring med eller interesse for politisk betjening og kan navigere sikkert i samspillet med det politiske niveau
  • Har indsigt i lovgivning og bekendtgørelser på ungeområdet – eller motivation for at opbygge denne viden
  • Har kendskab til og/eller erfaring med at arbejde med målgruppen. 
  • Har en relevant samfunds- eller socialfaglig uddannelse
  • Trives i en omskiftelig hverdag med komplekse problemstillinger og mange interessenter

Vi tilbyder

  • En nøgleposition i en kommune, hvor ungeindsatsen er højt prioriteret – både politisk og organisatorisk
  • Et engageret arbejdsfællesskab med fagligt dygtige kolleger, der brænder for at gøre en forskel
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • Et job med høj grad af selvstændighed og ansvar – og mulighed for at sætte retning for ungeindsatsen i Brøndby
  • En hverdag i et spændende ledelsesfelt, hvor du både arbejder strategisk og praksisnært – med unge, medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere

Organisatorisk placering

Som leder af KUI & uddannelsesvejledningen bliver du en del af Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen, hvor du refererer til chefen for Børn, Unge og Forebyggelse. Du vil have et tæt samarbejde med lederne for Børn, Unge og Familie (myndighed og udfører), SSP & Ungeenheden og PPR. Sammen udgør I et stærkt tværgående ledelsesteam, der arbejder målrettet på at omsætte Strategi Brøndby 2030 og den Sammenhængende Børne- og Ungepolitik til konkrete indsatser i praksis.

Teamet, du bliver leder for, består af:

  • Fire grundskolevejledere
  • To ungevejledere
  • En specialvejleder
  • En konsulent
  • To ungeguider (KUI-kontaktpersoner)

Du vil få din fysiske arbejdsplads på Brøndby Rådhus sammen med konsulenten, mens de øvrige medarbejdere er placeret på skolerne, 10. klassecenteret og i Ungehuset (Jobcentret).

Vi har en uformel tone, et godt kollegaskab og en fast torsdagskageklub – og vi glæder os til at få dig med på holdet.

Om Brøndby Kommune

Brøndby Kommune har en stærk vision om at skabe sunde og bæredygtige fællesskaber, hvor alle børn og unge trives. I Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen arbejder vi tæt sammen på tværs af fagområder for at sikre de bedste udviklingsmuligheder for kommunens borgere.

Brøndby Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik understøtter fokusområderne i Strategi Brøndby 2030. Som leder bliver du en del af en organisation, hvor der er et fælles værdigrundlag og børnesyn:

"Børn og unge gør det bedste, de kan, med de kompetencer, de har. Det er de voksnes ansvar at inddrage dem i positive fællesskaber og læringsmiljøer, hvor de har lige adgang til at udfolde, udvikle sig og trives."

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer ugentligt. Ansættelse sker efter gældende overenskomst, og løn fastsættes efter principperne i Ny Løn. Der indhentes straffe- og børneattest samt referencer inden ansættelse.

Ansøgning og samtaler

Send os din ansøgning, CV og relevante bilag senest mandag den 15. september 2025

Vi forventer at afholde:

  • Første samtale tirsdag den 23. september 2025
  • Eventuel anden samtale fredag den 26. september 2025

Tiltrædelse: Snarest muligt eller efter aftale.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Brøndby Kommune på www.brondby.dk.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Børn, Unge og Forebyggelse, Michael Thomsen, på tlf. 21 20 34 13. Send gerne en sms, så I kan aftale et tidspunkt for en samtale.


Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation. 

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.

Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid. 

Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 40.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Jobområde: Lederjob
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
CVR 65113015

Tilgængelighedserklæring
Telefon
(+45) 43 28 28 28
Mail
brondby@brondby.dk