Contract Manager - hver fjerde indkøbskrone havner uden for vores aftaler. Hjælp os med at hente dem hjem.

Brøndby Kommune køber hvert år ind for mere end 1 mia. kr. Vi har gode aftaler på plads, men alt for ofte bliver de ikke brugt. Det er penge, der kunne være gået til varme hænder i ældreplejen, bedre rammer i skolerne og stærkere indsatser for børn og unge.

Det vil vi lave om på. Og vi ved, at det kan lade sig gøre. Vores første Contract Manager har på bare ét år vist, at systematisk kontraktstyring giver resultater, der kan mærkes på bundlinjen. Nu skruer vi op og søger to nye Contract Managers.

Er du typen, der ikke kan lade et regneark ligge, før du har fundet ud af, hvorfor tallene ikke stemmer? Får du energi af at sidde over for en leverandør og vide, at du har styr på både vilkår og argumenter? Og vil du gerne kunne se, at dit arbejde gør en reel forskel for borgerne?

Så er det dig, vi leder efter.

Et job med synlige resultater

Som Contract Manager bliver du den, der sørger for, at de gevinster, vi har forhandlet hjem gennem udbud og aftaler, også bliver til virkelighed i hverdagen. Du får høj selvbestemmelse til at kigge på tværs af hele kommunen og gå efter de steder, hvor potentialet er størst, der hvor vi køber uden for aftalerne, betaler for meget, eller hvor leverandørerne ikke lever op til det aftalte.

Du kommer til at arbejde med kontrakter på alt fra teknikområdet til varer og tjenesteydelser, og du bliver en vigtig sparringspartner for ledere og medarbejdere ude i forvaltningerne og institutionerne. Det handler ikke om at løfte pegefingre, men om at gøre det let at gøre det rigtige.

Stillingen er forankret i Udbud & Indkøb og Kontrol under Økonomiafdelingen.

Det kommer du til at lave

  • Gå på jagt i kontrakter og indkøbsdata og finde de områder, hvor vi ikke får det fulde udbytte af vores aftaler.
  • Holde leverandørerne op på det aftalte priser, rabatter, leveringsvilkår og kvalitet.
  • Forhandle, justere og genforhandle aftaler, når der er penge eller kvalitet at hente.
  • Rådgive og klæde forvaltninger og decentrale enheder på til at bruge de rigtige aftaler og kommunens indkøbssystem.
  • Omsætte analyser til konkrete gevinster og dokumentere de resultater, du skaber.
  • Være med til at bygge kommunens fremtidige model for kontraktstyring op, herunder processer, værktøjer og arbejdsgange.
  • Arbejde tæt sammen med vores udbudskonsulenter, så dine erfaringer gør de næste udbud endnu bedre.

Er det dig?

Har du allerede nogle år med kontrakter, indkøb, udbud eller forhandling bag dig, får du her muligheden for at bruge din erfaring der, hvor den gør størst forskel og sætte dit eget aftryk på et fagområde, vi er i fuld gang med at bygge op. Du får ikke en færdig drejebog. Du får mulighed for at være med til at skrive den.

Vi forestiller os, at du:

  • har erfaring med kontraktstyring, indkøb, udbud, forhandling eller leverandøropfølgning
  • er analytisk skarp og kan omsætte tal og data til handling
  • kan skabe gode relationer og samtidig stå fast, når det gælder
  • arbejder struktureret og selvstændigt og bliver drevet af at se resultater

Du kan komme fra en stilling som contract manager, indkøber, udbudskonsulent, jurist, økonom, controller eller noget helt andet, i det offentlige eller i det private. Kendskab til offentlige indkøb, fællesindkøbsaftaler eller IT- og tekniske kontrakter er et plus, men det vigtigste er dit drive og din lyst til at gøre en forskel.

Du bliver en del af et hold i fart

Udbud & Indkøb og Kontrol er et team i stærk vækst, hvor der er kort fra idé til handling. I dag er vi elleve kolleger med vidt forskellige fagligheder, fire arbejder med kontrol af socialt bedrageri, to med udbud, én med controlling og forsikring og én med bæredygtige indkøb og e-handel. Derudover har vi en socialfaglig kontraktforhandler, der arbejder med opholdstilbud til unge, og en Contract Manager, der især arbejder med botilbud til voksne og IT-kontrakter.

Pr. 1. januar får vi en ny udbudskonsulent og med jer to bliver vi fjorten. Du får kolleger, der deler viden, hjælper hinanden og glæder sig over hinandens resultater.

Vi søger to Contract Managers og forventer at afholde samtaler i uge 47 og 48.

Løn og ansættelsesvilkår:

Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og kvalifikationer.

Stillingen er på 37 timer med fleksibel arbejdstid. Arbejdsstedet er Brøndby Rådhus.

Tiltrædelse den 1. januar 2027.

Ansøgningsfrist:

09-11-2026
 

 

Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation. 

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.

Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid. 

Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 40.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Jobområde: Administration, It og Økonomi
Kontaktperson:
Ronni Holst Klarskov Teamleder i Udbud og Indkøb +4543282879 +4530532981
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
CVR 65113015

Tilgængelighedserklæring
Telefon
(+45) 43 28 28 28
Mail
brondby@brondby.dk