livet på stuen betyder meget for Lars, der har fejret 25 års jubilæum som medarbejder i Brøndby Kommune.
Faktisk skulle Lars kun lige arbejde som pædagogmedhjælper i Børnehuset Myretuen i tre måneder i et sabbatår efter studentereksamenen. Men han er her endnu – og de seneste tre år som uddannet pædagog.
”Min vigtigste opgave er at forberede børnene til skolegården. De skal videre i livet - og det skal vi gøre dem klar til”, siger 46-årige Lars Petersen.
Børnehuset Myretuen er en integreret institution i Brøndby. Der går ca. 120 børn fra 8 mdr. til de skal i skole. Lige nu er Lars på stuen med de yngste børnehavebørn, som han efter planen vil følge, indtil de skal have skoletasken på ryggen.
Ansvar og særlige interesser
Lars har en særlig interesse for krop og bevægelse og for natur, udeliv og science – så når disse temaer skal ind i børnenes hverdag, så er det Lars, der skal tænke kreativt. Og det er han godt tilfreds med.
”Det er så livsbekræftende at møde ind hver dag til alle de her skønne børn. De er altid med på den, hvis jeg får en skør idé”, fortæller Lars.
Heldigvis er det ikke kun børnene, der er åbne for nye ideer i Myretuen. Lars fortæller, at både ledere og ansatte er gode til at give hinanden ansvar. Hvis nogen har en god idé, så får de mulighed for at gøre den til virkelighed.
Lars fremhæver også det stærke sammenhold og fleksibiliteten i personalegruppen som en af de afgørende årsager til, hvorfor han er blevet hængende i Myretuen i flere årtier.
”Vi er virkelig gode til at hjælpe hinanden, så vi får ferieønsker, vagtplaner og den slags til at gå op,” fortæller Lars.