Ambitiøs udviklingskonsulent, der vil være med til at skabe forandringer på socialområdet
Er du samarbejdsorienteret og god til at eksekvere – så er det måske dig vi mangler.
Brøndby Kommunes vision for 2030 er et stærkere, sundere og mere bæredygtigt fællesskab, som borgerne er stolte af og aktive i. Brøndby er godt på vej, men på socialområdet står vi fortsat over for vigtige udviklingsopgaver.
Som udviklingskonsulent i staben for Handicap, Psykiatri og Misbrug får du en central rolle i de kommende forandringer på området. Du skal være med til at sikre, at forandringerne bliver omsat til praksis – både på tværs af området og i de enkelte enheder:
- Specialrådgivningen (Myndighed)
- Multihuset (Socialpsykiatri og socialpædagogisk støtte)
- Botilbuddene Brøndby
- Job- og Aktivitetscenter Vestegnen
- Behandlingscenter Brøndby (Misbrugsbehandling)
Udviklings- og implementeringsprocesserne gennemføres i tæt samarbejde mellem staben og de decentrale enheder. Du får base på rådhuset sammen med socialchefen, andre konsulenter og myndighedsafdelingen, men i hverdagen vil du bevæge dig rundt mellem de forskellige enheder afhængigt af de opgaver, du skal løse. Din samarbejdsflade er derfor bred. Du vil både komme til at arbejde sammen med kollegerne i staben, konsulenter på tværs af forvaltninger i kommunen samt ledere og medarbejdere i de enkelte enheder under Handicap, Psykiatri og Misbrug.
Du får også en bred palet af opgaver, der kan udspringe af aktuelle behov i den enkelte enhed såvel som af politiske beslutninger eller strategiske initiativer. Den endelige opgaveportefølje vil afhænge af din profil, erfaring og kompetencer, men vil bl.a. omfatte:
- At udarbejde notater, analyser og sagsfremstillinger til den administrative og politiske ledelse.
- At bistå socialchefen og områdets øvrige ledere med projekt- og procesledelse samt sikre overblik over og opfølgning på udviklingsaktiviteter
- At planlægge og facilitere udviklingsaktiviteter med ledere, medarbejdere og borgere.
- At støtte lederne i implementering og forankring af indsatser.
- At holde dig opdateret på ny viden, lovgivning og politiske mål og omsætte dem til konkrete forbedringer i praksis.
- At fremskaffe og analysere data med henblik på at forbedre arbejdsgange, styrke effekten af indsatserne og sikre en god udnyttelse af ressourcerne
Om dig
Du har en lang videregående uddannelse – gerne samfundsvidenskabelig. Det er en fordel, at du har erfaring fra en lignende stilling i en kommune eller har arbejdet på socialområdet. Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt og tager ansvar for opgaverne fra start til slut.
Derudover håber vi, at du:
- Har erfaring med og tro på, at de gode resultater skal udvikles i fællesskab – og trives i en politisk styret organisation.
- Kan designe og facilitere workshops, udviklingsprocesser og møder, hvor deltagerne involveres aktivt og når frem til fælles løsninger.
- Er god til at drive både større og mindre udviklingstiltag, hvor du sikrer fremdrift, er opmærksom på deadlines og optaget af, om udviklingsarbejdet skaber de ønskede forbedringer.
- Har erfaring med at skabe ejerskab og understøtte nye arbejdsgange, så det fører til ændret adfærd og nye rutiner.
- Nysgerrigt og fordomsfrit kan bevæge dig på alle niveauer i kommunen, såvel på broen som i maskinrummet – men også på gaden blandt de mennesker, som det hele drejer sig om.
- Har erfaring med at kommunikere komplekst stof til andre på en forståelig måde – og er god til at formulere dig på skrift.
- Er en god kollega, der synes, at det godt må være sjovt at gå på arbejde – og elsker at samarbejde med kolleger med andre fagligheder.
Vi tilbyder
- Stærke værdier, virkelyst og et positivt menneskesyn.
- En spændende arbejdsplads med engagerede kollegaer, der går langt for at sikre den gode faglige løsning for den enkelte borger.
- Et arbejdsområde med stort politisk fokus og i konstant udvikling.
- Gode udviklingsmuligheder sammen med andre ambitiøse udviklingskonsulenter.
- En alsidig opgaveportefølje.
- Indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og udførelse.
- Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst og kvalifikationer.
Om os
Se www.brondby.dk/om-kommunen/organisation/social-og-sundhedsforvaltningen
Brøndby Kommune på LinkedIn: https://www.linkedin.com/company/brondby-kommune/
Vil du vide mere:
Har du lyst til at høre mere, er du velkommen til at kontakte socialchef Dorthe Espenhein 21 27 95 42 eller chefkonsulent Perle MacDonald tlf. 20 29 59 47. Eller du kan sende en SMS, så vi kan ringe dig op.
Ansøgningsfrist:
29-11-2026 kl. 23.59
Første samtale vil være torsdag den 3. december 2026 og anden samtale mandag den 7. december 2026, hvor der vil indgå en case.