Assistent/medhjælper til Vuggestuen Bikuben
Kan du gøre det simple værdifuldt?
En attraktiv stilling i vuggestuegruppen bliver ledig …
På grund af omstrukturering i Nattergalen, leder vi derfor efter dig, der vil være med til at fortsætte arbejdet med det, vi mener er: ”Verdens bedste vuggestue.”
Flere eventyr venter os i Nattergalen
Først og fremmest skal vi flytte. Nattergalen skal genopbygges i helt nye rammer ca. 100 meter fra, hvor vi befinder os nu. Tegningerne af det nye hus er på vej og der er god grund til at glæde sig og netop derfor er det en spændende tid at blive en del af Nattergalen. Her er plads til at drømme, tænke pædagogik ind i murstenene og være med til at forme vores nye hus.
Vi er i proces omkring en ny spændende profil, der først og fremmest vil tage afsæt i vores idrætscertificering, men i højere grad vil fokusere på fantasi, sanser og leg. Det er helt afgørende, at du har lyst til lege, være kreativ og i det hele taget kan "finde din indre abe". Små børn lærer først og fremmest gennem kroppen – og det kræver aktive og nærværende voksne.
Nattergalen er kendetegnet ved at have utrolig god plads. Vi er både mange små som store 77 børnehavebørn (4 stuer) og 16 specialgruppebørn (2 stuer) og 36 vuggestuebørn (3 stuer) hertil hører 4 medarbejdere på hver stue (i vuggestuen) – faktisk 5 på den stue hvor du skal være. Som én forældre tidligere har sagt så: ”Er I godt nok store – men føles ikke store.” Det tager vi som et kompliment – da vi værner om nærværet både med børnene og forældrene. Vi har vores egen vuggestuelegeplads og samlet har vi i Nattergalen; 10.000 kvadratmeter legeplads. Vi bruger vores skønne nærmiljø, der både indbefatter skov og strand. Brøndby Strand er for os der kender området, en perle - der desværre ikke er opdaget af alle endnu.
Sprogarbejdet fylder meget i vores hverdag, da det ikke er udsædvanelig at vores børn, navigerer med flere sprog i en tidlig alder. Vi ser det som en styrke - og i vuggestuen har vi i første omgang primært fokus på det basale sprog/det kommunikative, herunder samspillet med de yngste. Et andet eventyr, der derfor også venter dig, hvis du kommer til os er, at vi i efteråret skal ”sangglad-certificeres” via Sangens Hus. Vi skal sammen dygtiggøre os gennem sang som metode til at styrke trivsel, fællesskab, sprog og læring, det glæder vi os meget til.
Vi har altid gang i meget i Nattergalen, men forsøger også at sætte tempoet ned. Vi arbejder tematisk i fastlagte perioder gennem året, først og fremmest for at skabe en rød tråd for os voksne, så vi kan inspirere hinanden, men også fordi, at vi ved, at det er afgørende, at børn får mange erfaringer og gentagelser.
Det har du gerne med dig:
- Gode kommunikative evner både i forhold til de enkelte børn og samarbejdet med forælder og kollegaer
- Tydelighed i dit samvær med børnene, men samtidig evner i at finde barnets perspektiv og initiativer
- Ansvarsfølelse og lysten til at organisere hverdagen i samarbejde med dine kollegaer
Vi tilbyder dig et stort hus med ca. 45 aktive kollegaer, hvor der er gode muligheder for ikke at kede sig. Vi er optaget af det gode arbejdsmiljø og forsøger hele tiden at spille hinanden bedre som et samlet hus.
Vi har ca. et aftenmøde om måneden samt en årlig personalelørdag.
Yderligere information
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Børnehuset Nattergalen ved
Leder: Pernille Dyvekær, 4328 2281/ 6173-1941 eller Souschef Hamide Kara: 2485-5088
Børnehuset Nattergalen Tybjergparken 2E, 2660 Brøndby Strand
Kom gerne forbi til en rundvisning - vi holder løbende samtaler.