Ergoterapeut til neurologi og geriatri, med interesse for dysfagi
Vil du arbejde med komplekse borgerforløb tæt på hverdagslivet og samtidig være en del af udviklingen af fremtidens træning efter sundheds- og ældreloven?
På Center for Genoptræning og Forebyggelse (CGF) opretter vi en ny ergoterapeutstilling, da vi oplever et stigende antal borgerforløb. Du vil primært arbejde med neurologiske- og geriatriske forløb blandt andet med fokus på dysfagi.
Om stillingen
Du bliver en del af en samlet ergoterapeutgruppe, hvor vi hjælper hinanden på tværs af opgaver og borgerforløb. Samtidig har alle ergoterapeuter egne ansvarsområder og spidskompetencer, som bidrager til høj faglig kvalitet i den samlede opgaveløsning.
Stillingen har et særligt fokus på dysfagi. I stillingen vil du varetage hoved- / halscancerforløb, derfor er det vigtigt at du har interesse for dette felt, hvor du får en central rolle. Vi ser gerne at du har erfaring indenfor dette felt, men det er ikke et krav.
Stillingen forudsætter, at du kan arbejde selvstændigt med komplekse forløb.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Undersøgelse, vurdering og behandling af borgere med dysfagi
- Rehabilitering i neuro-, geriatri- og hoved/halscancerforløb med fokus på funktionsevne, aktivitet og deltagelse
- Individuelle forløb både på CGF og i borgerens eget hjem
- Tværfagligt samarbejde med bl.a. fysioterapeuter, sygeplejersker, diætister, plejepersonale og visitatorer
- Bidrag til udvikling og kvalitetssikring af indsatsen inden for dine arbejdsområder
Borgerne henvises via genoptræningsplaner jf. Sundhedsloven, via visitation jf. Serviceloven samt via forløbsprogrammer i stigende grad.
Du vil blive tilknyttet forskellige sparringsgrupper på tværs af områderne samt løbende kollegial sparring i hverdagen. Du vil få mulighed for tæt støtte i opstarten og løbende faglig drøftelse ved komplekse borgerforløb.
Stillingen er fast og som udgangspunkt på 37 timer pr. uge. Timetal kan drøftes.
Der kan efter aftale være mulighed for at bidrage til opgaver i andre specialer i huset, afhængigt af interesse, kompetencer og driftsmæssige behov.
Om afdelingen og CGF
Center for Genoptræning og Forebyggelse er et velfungerende træningscenter med ca. 50 fysio- og ergoterapeuter samt flere andre sundhedsfaglige professioner fordelt på tre afdelinger.
Den afdeling du vil blive tilknyttet, dækker over neurologisk-, geriatrisk-, hånd- og børneområdet samt specialiserede funktioner som hjerneskadekoordinator og visitatorer.
Ergoterapeuterne i afdelingen arbejder tæt sammen på tværs af specialer og understøtter hinanden i opgaveløsningen. Samtidig har den enkelte ergoterapeut et fagligt ansvarsområde, hvor man bidrager med særlig viden og kompetence til fællesskabet.
Vi har en positiv kultur med humor, et godt arbejdsmiljø og stærk faglig sparring.
Faciliteterne omfatter bl.a. behandlingsrum, træningssale, træningskøkken, sansehave, VR-rum og undervisningslokaler. Du får egen kontorplads og bærbar arbejds-PC.
CGF ligger i gåafstand fra Brøndbyøster Station og i cykelafstand til København.
Vi forestiller os, at du
- Har erfaring i og/eller interesse for det geriatriske og neurologiske område
- Har erfaring med dysfagi og kan selvstændigt varetage undersøgelse og behandling
- Har erfaring med eller interesse for hoved/halscancer
- Trives i komplekse forløb og kan arbejde selvstændigt og ansvarligt
- Har relevant efteruddannelse inden for dysfagi eller rehabilitering
- Har lyst til at indgå i og udvikle tværfagligt samarbejde
- Har gode kommunikative evner og kan undervise borgere, pårørende og samarbejdspartnere
- Søger faglig sparring mono- og tværfagligt
- Bidrager positivt til arbejdsmiljøet og er omstillingsparat.
Vi tilbyder
- Et meningsfuldt job med faglige udfordringer tæt på borgernes hverdagsliv
- Et stærkt fagligt miljø og engagerede kolleger
- Fast faglig sparring og gode muligheder for kompetenceudvikling
- Indflydelse på opgaveløsning og faglig udvikling
Arbejdstid
- Stillingen er omfattet af flekstidsordning og er selvtilrettelagt
- Arbejdstiden tilpasses mellem kl. 6–18 afhængigt af borgerforløb og samarbejdsmøder
- Opgaverne vil typisk ligge i tidsrummet kl. 8–16
Ansættelsesvilkår
- Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse
- Tiltrædelse: Snarest muligt
Ansøgning
- Ansøgningsfrist: 26/4 2026
- Besked om samtaler sendes: 27/4 2026
- Samtaler afholdes: 29/4 2026
Har du spørgsmål eller er du nysgerrig på stillingen, er du velkommen til at kontakte
Afdelingsleder Felix Petersen på tlf. 43 28 28 74.