Relationsstærk vuggestuepædagog med souschef funktion søges til lille børnehus i Brøndby
Relationsstærk souschef til Børnehuset Svanens vuggestue
Vi søger en faglig dygtig vuggestuepædagog, som er motiveret for at skabe pædagogisk praksis af høj kvalitet. Som souschef bliver du en del af ledelsesteamet i Børnehuset Svanen, hvor du er med til at sætte retning for fagligheden – både på det strategiske plan og i praksis med dine kollegaer. Stillingen er derfor den perfekte mulighed for dig, som har lyst til at kombinere din faglighed med ledelse i praksis.
Læs mere om stillingen nedenfor. Vi glæder os til at høre fra dig.
Om stillingen som souschef og pædagog i vuggestuen
Som souschef og vuggestuepædagog hos os får du en delt rolle: Du indgår aktivt i den daglige pædagogiske praksis samtidig med, at du er en del af ledelsen og har ansvar for den faglige ledelse og udvikling. Du går forrest – både i praksis og i den strategiske retning og samarbejder med leder, kollegaer og forældre om at skabe en praksis med udgangspunkt i børnegruppens behov.
Aktuelt ser vi ind i en spændende proces, hvor vi skal udvikle på vores fysiske læringsmiljøer og skabe en praksis i vuggestuen med større fokus på det gode relationsarbejde og stærke børnefællesskaber. Vi forestiller os, at du med din faglighed og samarbejde på tværs, kan spille en vigtig rolle i denne proces.
Du indgår i praksis i vuggestuen i det faste skema og derudover har du timer til kontortid. Dine konkrete arbejdsopgaver og form afstemmes i samarbejde med lederen, afhængig af dine kompetencer og husets behov. I forbindelse med lederens eventuelle fravær har du som souschef ligeledes ansvar for børnehusets daglige drift.
Derfor skal du søge stillingen hos os
Som souschef og vuggestuepædagog bliver du en del af et dejligt børnehus. Vi er et relativt lille hus med et godt fællesskab normeret til 22 vuggestuebørn fordelt på to stuer samt 40 børnehavebørn som er funktionsopdelt. Huset er i et område, som byder på mange muligheder for gode aktiviteter i det frie – blandt andet stranden, dyregård, bibliotek og middelalderlandsbyen. Endeligt ligger vi tæt på offentlig transport.
Vi vægter faglighed højt og har aktuelt en fordeling på 75 pct. pædagoger og 25 pct. medhjælpere/PAU-assistenter i personalegruppen. Vi har et godt fællesskab med fokus på fleksibilitet, arbejdsglæde og på at understøtte børnenes trivsel og udvikling.
Vi ser frem til at tage imod en ny souschef og du får en leder som har stort fokus på din trivsel og faglige udvikling. Vi vil løbende planlægge udviklingsdage i vores ledelsesteam for at tale om retning og udvikling af huset. Derudover vil du også deltage i to årlige temadage sammen med andre ledelsesteams, som faciliteres af forvaltningen.
Vores ønsker til dig
Vi forventer ikke at få en kollega og souschef som kan alt alene. Tværtimod, skal du være dygtig til at samarbejde og bringe dine kollegaers kompetencer i spil. Måske har du allerede erfaring med ledelse og ønsker nu at blive en del af et stærkt ledelsesteam? Eller måske er du klar til at tage næste skridt i din karriere og prøve at tage mere ansvar?
Vi håber, at finde en kollega og souschef som:
- Er en erfaren og faglig dygtig pædagog med stor motivation for arbejdet med de yngste børn. Herunder skal du lede en praksis med udgangspunkt i kommunens fælles børnesyn: ”Børn gør det bedste, de kan, med de kompetencer de har. Det er de voksnes ansvar at inddrage børn i positive fællesskaber og læringsmiljøer med lige adgang til at udfolde sig, udvikle sig og trives.”
- Har mod på en hverdag, hvor du skal mestre balancen mellem at være en del af praksis og samtidig en del af ledelsen
- Går nysgerrigt og involverende til værks og er dygtigt til at samarbejde med kollegaer i udviklingen af den pædagogiske praksis
- Har gode kommunikationsevner og kan formidle pædagogiske intentioner og faglig udvikling til kollegaer, forældre og tværfaglige samarbejdspartnere. Herunder at du er rutineret bruger af Office-pakken
- Har blik for og erfaring med samarbejde med forældre og tværfaglige samarbejdspartnere om at understøtte børnenes trivsel og udvikling
Vil du søge stillingen?
Hvis du har spørgsmål, eller lyst til at høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte leder, Katrine Nyholm på mail: 21 36 63 45. Vi håber også at du vil komme på besøg til en rundvisning og se vores dejlige hus inden samtaler afholdes.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Ansøgningsfrist
Sidste ansøgningsfrist er d. 20. marts 2026 kl. 12.00
Vi afholder 1. ansættelsessamtaler d. 23/3 og eventuelt 2. runde ansættelsessamtaler d. 25/3. Begge dage fra kl. 12.00 og frem.
I forbindelse med evt. ansættelses indhenter vi referencer. Vi indhenter referencer for at validere oplysninger og vurderinger, og det sker efter forudgående aftale med dig.
Løn- og ansættelsesforhold mv.
Stillingen er på 37 timer.
Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og kvalifikationer. Arbejdsstedet er Børnehuset Svanen, Svanholm Allé 1, Brøndby Strand
Tiltrædelse fra 1. maj 2026