Teamkoordinator
Teamkoordinator (pædagog) til Børnehuset Nattergalen
– vær med til at forme både hverdagen og et helt nyt hus
Drømmer du om en hverdag, hvor du både er tæt på børnene og har mulighed for at sætte retning, skabe overblik og gøre en forskel for dine kollegaer? Og kunne du tænke dig at blive en del af et hus, der inden for få år skal genopbygges fysisk helt fra bunden. Så er det måske dig, vi leder efter som teamkoordinator i Børnehuset Nattergalen.
Om rollen
Som teamkoordinator får du ansvar for ét af vores teams i børnehaven. Nattergalen er organiseret i fire teams:
- 2 børnehaveteams
- 1 vuggestueteam
- 1 specialteam
Du bliver en del af et koordinatorfællesskab med tre andre koordinatorer og deltager i ugentlige koordinationsmøder sammen med ledelsen. Her skaber vi overblik, sammenhæng og fælles retning i et stort – men nærværende – hus.
Din vigtigste opgave er at være tovholder på den daglige koordinering i dit team og på tværs af huset. Vi er fysisk mange kvadratmeter, og derfor er stærkt samarbejde, hjælpsomhed og fleksibilitet afgørende. Det er netop dét, der gør, at vi næsten aldrig behøver at aflyse – vi løfter i flok.
Samtidig er du fuldt ud en del af den pædagogiske praksis. Du er tilknyttet en stue og arbejder på lige fod med dine kollegaer med og omkring børnene. Som koordinator er du også bindeled til ledelsen og med til at sikre, at vores pædagogik og børnesyn lever i hverdagen – ikke bare på papiret.
En særlig tid i Nattergalen
Inden for de kommende år skal Børnehuset Nattergalen genopbygges i helt nye rammer. Intet er tegnet endnu – og netop derfor er det en helt særlig mulighed at træde ind nu.
Her er der plads til at drømme, tænke pædagogik ind i murstenene og være med til at forme et nyt hus, der matcher vores værdier og vores børn.
Vi er mange – 36 vuggestuebørn, 77 børnehavebørn og 16 børn i vores specialgruppe – men som en forælder engang sagde:
“I er godt nok store – men føles ikke store.”
Det tager vi som et stort kompliment. Nærvær, relationer og tillid er fundamentet i vores hverdag – både i arbejdet med børnene og i samarbejdet med forældrene.
Rammerne omkring hverdagen
Hos os finder du:
- Store, lyse stuer og mange funktionsrum (motorikrum, bibliotek/fortælleværksted, værksted)
- En stor sal med daglige motoriske aktiviteter
- Ca. 10.000 m² legeplads
- Et nærmiljø med både skov og strand – Brøndby Strand er en (lidt overset) perle
Vi arbejder tematisk i faste perioder for at skabe en tydelig rød tråd og mulighed for fordybelse og gentagelser – for både børn og voksne.
Og ja:
Nogle af de voksne spiller teater for børnene, og vi har vores eget personaleband “Tju-hej band”. For det må gerne være sjovt at gå på arbejde – og alting bliver lidt lettere, når arbejdet går som en leg.
Vi forestiller os, at du:
- Har stærke kommunikative evner i mødet med børn, forældre og kollegaer
- Er tydelig og nærværende i samværet med børnene og kan se verden fra barnets perspektiv
- Kan organisere og skabe struktur i hverdagen sammen med andre
- Har lyst til at gøre det simple værdifuldt – og gøre en reel forskel
- Møder hverdagen med godt humør og evnen til indimellem bare at sige pyt
Det tilbyder vi dig
- Et stort hus med ca. 45 engagerede kollegaer
- Høj faglighed, refleksion og løbende sparring – bl.a. gennem fokusgrupper
- Halvårlige koordinatordage og tæt samarbejde omkring koordinatorrollen
- Et gennemarbejdet onboardingsforløb med mentor, så du får en tryg start
- Ca. ét aftenmøde om måneden og én årlig personalelørdag
Vi glæder os altid til nye kollegaer. Selvom meget fungerer godt, er vi optaget af hele tiden at gøre det lidt bedre.
Praktisk information
Har du spørgsmål eller lyst til at komme forbi og mærke stemningen, er du meget velkommen til at kontakte:
- Leder Pernille Dyvekær på 61 73 19 41
- Souschef Hamide Kara på 24 85 50 88
Vi indkalder løbende til samtaler.