Vi søger kollegaer, der ikke kan alt – men som ved, at vi er stærke sammen.
Vi søger dig med socialfaglige kompetencer, uanset om du er social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent, til vores ældreteam i Brøndbyvester Hjemmepleje.
Hos os leder vi ikke efter den perfekte kollega. Vi leder efter mennesker, der har lyst til at være en del af et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, deler vores faglighed og er nysgerrige på, hvad vi hver især bringer med os. Vi tror på, at god pleje og omsorg skabes i relationer – både til borgerne og til hinanden.
Vi har fokus på, at work–life balance er vigtig, hvis hverdagen skal hænge sammen. Stillingen er op til 37 timer om ugen. I dagvagt er der arbejde hver tredje weekend. I aftenvagt arbejder vi som udgangspunkt i en 5/2-ordning med arbejde hver anden weekend. Samtidig ved vi, at livet ikke er ens for alle, og derfor er vi åbne for dialog om andre løsninger, herunder blandede vagter, hvis det giver mening for dig og for os.
Vi er en hjemmepleje i bevægelse og på rejsen med at få den nye ældrelov fuldt implementeret. Det betyder, at du ikke træder ind i en fastlåst hverdag, men i et arbejdsfællesskab, hvor der er plads til at tænke med, stille spørgsmål og være med til at forme vejen frem. Vores ældreteam består af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, og tilsammen har vi mere end 100 års faglig erfaring. Du vil møde ledere med mere end 40 års samlet ledelseserfaring, som lægger vægt på tillid, dialog og på, at vi kun lykkes, når alle fagligheder bliver taget alvorligt.
Din hverdag tager udgangspunkt i borgeren og i det, der giver mening for den enkelte. Vi arbejder med fælles møder, hvor borgerens stemme er central, og med tværfaglige møder, hvor vi samler flere perspektiver for at se hele mennesket. I de tværfaglige møder deltager visitator, teamkoordinator, sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere og -assistenter, træningsterapeuter, rehabiliteringsterapeuter, læringsagenter, leder samt vores demenskonsulent. Sammen skaber vi en helhedsorienteret og koordineret indsats omkring borgeren.
Samtidig har vi fokus på at skabe gode og ordentlige arbejdsbetingelser, så der også er plads til faglig stolthed, trivsel og arbejdsglæde. Vi håber, du har lyst til at bidrage med det, du kan, og være åben for at lære det, du endnu ikke kan. Hos os er der plads til både erfaring, udvikling og forskellighed.
Vi indkalder til samtaler løbende og ser gerne, at du kan starte hurtigst muligt.